Trossamfundsregistret

Trossamfundsregistret er et offentligt register, der sikrer åbenhed om de anerkendte trossamfunds forhold. Oplysningerne i Trossamfundsregistret indberettes af trossamfundene og menighederne og giver borgere og myndigheder adgang til at orientere sig om anerkendte trossamfund og menigheders organisation og økonomi.

Trossamfundsregistret indeholder blandt andet oplysninger om trossamfundets eller menighedens navn, vedtægter og årsregnskaber samt en beskrivelse af trossamfundets trosgrundlag og centrale ritualer.

I Trossamfundsregistret kan du også se, hvor mange anerkendte trossamfund og menigheder der er inden for de religiøse hovedretninger.

Hvis du er kontaktperson for et trossamfund eller en menighed, har du adgang til at indberette de lovpligtige oplysninger til Trossamfundsregistret.

By-, Land- og Kirkeministeriet fører tilsyn med, at trossamfundene og menighederne overholder deres oplysningspligt til Trossamfundsregistret.

Indberetning af oplysninger i Trossamfundsregistret

Anerkendte trossamfund og menigheder har pligt til at indberette oplysninger i Trossamfundsregistret. Hvis du er kontaktperson for et anerkendt trossamfund eller en menighed, skal du logge ind i Trossamfundsregistret for at indberette oplysningerne.

Kravene til anerkendte trossamfund og menigheders indberetning af oplysninger i Trossamfundsregistret fremgår af bekendtgørelse om trossamfundsregistret (retsinformation.dk).

I kan også læse mere om kravene til årsregnskaber og oplysninger om donationer i Vejledning om udarbejdelse af og indberetning af årsregnskaber og oplysninger om donationer for anerkendte trossamfund og menigheder (pdf).

Oplysninger om donationer kan indberettes til Trossamfundsregistret ved brug af skabeloner udarbejdet af By-, Land- og Kirkeministeriet. Skabelonerne skal indberettes på trossamfundet eller menigheds side i Trossamfundsregistret.

Skabelonerne kan findes her:

Donationer fra enkeltpersoner og enkeltmandsvirksomheder.pdf

Donationer fra andre.pdf