Folkekirkens særstilling i Danmark følger af grundloven, som i § 4 slår fast, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Grundloven fortæller ikke, hvad statens understøttelse af folkekirken nærmere skal bestå i.

Det er i stedet overladt til regering og Folketing.

Støtten omfatter i praksis både økonomisk og anden støtte. Økonomisk yder staten for eksempel et betydeligt tilskud til folkekirkens præstelønninger og et vist beløb til istandsættelse af kirker.

Eksempler på ikke-økonomisk støtte omfatter helligdagslovgivningen, folkeskolens undervisning i kristendomskundskab og skattevæsenets opkrævning af kirkeskat fra folkekirkemedlemmer.

Folkekirken er en væsentlig og kulturbærende samfundsinstitution, som på én gang er offentlig myndighed og samtidig en del af et stærkt civilsamfund.

Folkekirkens myndighedsopgaver omfatter blandt andet personregistreringen i Danmark og ansvaret som begravelsesmyndighed.

Som kirke for det store flertal af danskere og i kraft af sin tilstedeværelse i hele landet bidrager folkekirken samtidig til både lokal og national sammenhængskraft og er et sted for den enkelte at søge hen, når livet er svært.

Folketinget og regeringen er lovgiver for folkekirken, og By-, Land- og Kirkeministeriet er folkekirkens øverste administrative myndighed, samtidig med at ansvaret for kirkens liv og vækst er lagt i hænderne på de lokale menighedsråd.

Det giver mulighed for, at forskellige kirkesyn kan rummes og udfoldes inden for folkekirkens mange sogne og menigheder.