Vedvarende energi
Ministeriets opgave er at skabe gode rammer for afvejning af planhensyn, når der skal afsættes areal til produktion og transport af vedvarende energi, som giver
grøn strøm i stikkontakterne.
Danmark er verdensførende, når det kommer till, hvor stor en andel af el i energisystemet, der kommer fra sol og vind.
Over 80 procent af Danmarks strøm kommer i dag fra grønne energikilder.
Danmark er altså et foregangsland, når det kommer til vedvarende energi, og regeringen har ambitioner om, at Danmark skal producere endnu mere grøn strøm fra vedvarende energianlæg på land.
Øget produktion af grøn strøm forudsætter, at der findes plads til opsætning af energianlæg, og i den fortsatte udbygning af vedvarende energi på land er det derfor afgørende, at forskellige samfundsmæssige interesser afvejes, når der skal findes arealer til den grønne strøm i Danmark.
By-, Land- og Kirkeministeriet spiller således en vigtig rolle for den danske udbygning af vedvarende energi. Både som formidler af de lovgivningsmæssige rammer om kommunernes planlægning, når der skal opsættes vedvarende energi og som direkte statslig planlægger for blandt andet nationale vindmølletestcentre samt udvalgte vedvarende energi- og elinfrastrukturprojekter.