Energiparker
I december 2023 blev der indgået aftale om mere grøn energi fra sol og vind på land med henblik på at opsætte rammevilkår, der kan muliggøre en
markedsdrevet firedobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030.
Aftalen kan læses her: Aftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023.pdf
En vigtig del af aftalen blev udmøntet med energiparkloven, der trådte i kraft den 1. juli 2024, og som kan læses her: Lov om energiparker (retsinformation.dk)
Energiparkloven muliggør udpegning af energiparker på land med bedre vilkår for etablering af vindmøller og solcelleanlæg samt tilknyttede anlæg i form af
PtX-anlæg og anden erhvervsmæssig bebyggelse. Et areal kan med kommunalbestyrelsens tilslutning udpeges som energipark af ministeren for byer og landdistrikter, hvis arealet forventes at kunne rumme vedvarende energianlæg med en samlet årlig elproduktion på minimum 100 GWh, og hvis nationale interesser ikke taler afgørende imod udpegningen. Når et areal er besluttet lokalt af kommunalbestyrelsen og udpeget som energipark, følger den nærmere planlægning for de konkrete projekter efter planlovens almindelige regler.